Herregården Christianslund beliggende mellem Randers og Langå udbydes til salg med 175 ha:
Historie:
Christianslund er en herregård i Ørum Sogn, Galten Herred i det tidligere Randers Amt. Den er dog langt fra nogen gammel gård, da grundlæggelsen sker i 1798. Jorden havde tidligere hørt under Stamhuset Frisenvold, men 1798 får stamhusbesidderen greve Christian August Hardenberg-Reventlow tilladelse til at afhænde stamhusets ejendomme. Frisenvold blev solgt til forvalter August Strøver, der
umiddelbart efter bortsolgte flere parceller af tilliggende. To parceller inklusive den forholdvis nyoprettede skovridergård Christianslund blev erhvervet af ritmester Werner Therodor baron Rosenkrantz, der nu ophøjedes til hovedgård. Gårdens navn skyldes uden tvivl ovennævnte greve Reventlow. Efter sigende er der 2 sæder i kirken til Christianslund.
Jorden:
Der er et samlet tinglyst areal på 175 ha, der er beliggende i en samlet enhed, hvor jorden er fordelt på 125 ha agerjord, 40 ha skov og resten med natur og bygningsparcel. Agerjorden er bestående af store rationelle marker med god dyrkningssikker jord og skoven er løbende passet og med gode stier til både ridning eller kørsel.
Hovedbygning:
Hovedbygningen er placeret højt på grunden hvor haven skråner mod nord med udsigt til egne marker, alleén på Ørumvej og Ørum kirke. Der er jf. bbr. et boligareal på 550 m² fordelt på gode store rum. Boligen er i dag opdelt i 2 lejligheder der ved en handel kan frigøres til købers disposition.
Driftsbygninger:
Driftsbygningerne anvendes primært til nuværende lejers hestehold og er bestående af:
Lejlighed med 4 værelser på 1. sal
Kontor med badeværelse
Jagtstue på 1. sal
Opvarmet værksted med påslager til flisfyret
Lille hestestald med 8 bokse samt et toilet
Hestestald med 16 bokse og meget god højde
Stor hestestald med 24 bokse, rytterstue og sadelrum
Ridehal med bane på 20x60 meter
Lejeindtægter:
Der er en årlig lejeindtægt på bygningerne på kr. 500.000 inkl. varme (flisfyr)
En sjælden mulighed for at købe en herregård med stort samlet areal og med velfungerende bygninger.